Hvorfor din hjemmeside bør have både lyst og mørkt tema
Igennem de sidste par år er der sket meget på hjemmeside-fronten. Eksempelvis er det blevet moderne, at fremvise et lyst og mørkt tema på din hjemmeside, men har det også andre fordele udover blot at se smart ud? I denne artikel vil jeg gå mere i dybden med hvorfor du bør have både lyst og mørkt tema på din hjemmeside samt hvordan det hjælper mennesker læse din tekst.
Der er ingen tvivl om at både lys og mørk tilstand på din hjemmeside ser smart ud og at det giver de besøgende en følelse af, at have magt over selv at kunne vælge hvordan din hjemmeside ser ud. Men selve lys og mørk-mode har også andre fordele som eksempelvis, at gøre teksten lettere at læse for visse mennesker.
Hvid baggrund med mørk tekst eller omvendt?
Vi som mennesker er ikke ens og gudske tak og lov for det. Størstedelen af alle mennesker læser lettest tekster på hvid baggrund med en mørk tekst, men der findes også mange mennesker derude som læser lettere hvid tekst på en mørk baggrund. Forskningen på dette område er stadig på et forholdsvist tidligt stadie, men allerede nu kan man sige med sikkerhed, at en del af befolkningen foretrækker et mørkt tema fremfor et lyst tema.
Det som sker når mennesker der lettest læser tekster på mørk baggrund læser på en hvid baggrund er, at teksterne begynder at virke en smule slørret. Jo længere tid personen læser teksten, jo sværere bliver det at skille ordene fra baggrunden. Udover det belastes øjnene også mere og derved kan man risikere, at få udtørrede øjne eller spændingshovedpine.
Psykologiske fordele
Vi som mennesker elsker at have magten. Uanset hvor meget vi nægter, så er det rigtigt. Når en person besøger din hjemmeside, er de mere tilbøjelige til at synes om den hvis de selv kan bestemme hvordan den skal se ud. Dette kan gøres ved eksempelvis, at introducere dem til et lyst og et mørkt tema, da den besøgende så har magten til selv at vælge og dermed tage magten over hvordan siden skal se ud.
Miljømæssige fordele
Hvis vi kigger i retning af miljøet, så har et mørkt tema visse fordele, da mørke baggrunde naturligt anvender mindre strøm på de fleste enheder. Mobiler, tablets og computere bygget med AMOLED skærme bruger kun strøm på de steder hvor der lyses op. Derfor hvis man har en sort baggrund og en hvid tekst, så er det altså kun den hvide tekst som bruger strøm på enheden. Derfor kan dit mørke tema altså også på sigt hjælpe til mindre brug af elektricitet hos dine besøgende.
På ældre skærme som ikke anvender AMOLED er det dog en anden snak. Disse skærme gør brug af en baggrundsbelysning i stedet, så på disse skærme gør det ingen forskel om baggrunden er mørk eller lys.