Philips Hue Wifi lys – 2 år efter (review)
At kunne tænde lyset ved hjælp af stemmen, ens lokation, daggry eller telefonen er en drøm. Men hvordan har Philips Hue klaret opgaven og hvordan er det, at bo i et hus fuld af WiFi lys efter 2 år?
Vi husker sikkert alle filmene hvor hovedpersonen snakker med en dame der bor i loftet. Personen kan tænde for lys, åbne døre og sikkert meget andet indenfor de 4 vægge og lidt på samme måde føles det, at have Philips Hue lys installeret i hele sit hus. Det alene, at kunne gå med hænderne fulde og sige “Hey Google, tænd for lyset i stuen”, er en kæmpe hjælp. Men det er ikke kun det sjov og ballade. At have WiFi lys installeret giver også mulighed for strømbesparinger der kan mærkes på elregningen.
Installationen af Philips Hue
Selve installationen af Philips Hue gik smertefrit, da jeg blot skulle koble hubben til mit router og lægge den til i Philips Hue appen. Efter dette var overstået kunne jeg én efter én installere de LED pærer jeg havde købt. For at koble disse pære til, skal man blot sætte dem i lampen, hvorefter man slår strømmen til. Efter 2–3 minutter vil man i Philips Hue appen kunne koble lyset til det Zigbee system man allerede har installeret.
Philips hue’s funktioner
Selve Philips Hue systemet har rigtig mange funktioner og ærligt talt er det først nu næsten 2 år efter jeg har fået styr på det meste. Personligt er jeg en person med teknisk snilde, men dette system kan så meget forskelligt, at det kommer til at tage tid at lære.
Lokationsstyring
I Philips Hue appen kan man indstille, at ens lys i hjemmet skal tænde efter solnedgang når man kommer hjem til huset. Det vil altså sige du kan styre lyset i hjemmet automatisk med din lokation og så endda sætte parametre der siger, at dette kun virker efter solen er gået ned. Lokationsstyring kan også sikre, at du har slukket alt lyset når du forlader hjemmet om morgenen for, at tage på arbejde. Vi ved alle, at det kan være stressende, at få børnene klar, spise morgenmad, huske alle ting til jobbet og så også huske at slukke og lukke det hele i hjemmet. Men med lokationsstyring tages dette ud af dine hænder og bliver dermed automatiseret i stedet.
Google Home tilkobling
Dette er en funktion jeg har benyttet mig rigtig meget af, da jeg ofte har hænderne fulde af diverse ting og sager. At kunne sige eksempelvis “Hey Google, tænd lyset på kontoret” er en utrolig nyttig ting når man er på vej ned af trappen og har både bærbar og kaffe i hænderne.
At have Google Home tilkobling til alle ens IOT enheder i hjemmet er næsten nødvendigt. Hvis kun man havde mulighed for at styre enhederne via telefonen, ville det ikke gøre det lettere end, at skulle trykke på kontakten.
Tidsstyring og automatisering
Jeg har efterhånden fået skabt mig selv en rutine hvor jeg står op klokken 05.00 hver morgen, tager mit tøj på, laver morgenmad og kaffe hvorefter jeg går ned på kontoret og starter dagens arbejde.
Fordi jeg ved, at jeg vågner klokken 05.00 hver morgen, har jeg gjort så at Philips Hue automatisk tænder for lyset. Eksempelvis i soveværelset begynder lyset at tænde allerede 15 minutter før og dimmer op ganske langsomt. Dette giver lidt samme effekt som solen der står op og dermed føler man sig også mere vågen når man så slår øjnene op. Lyset i køkkenet tænder også og det samme med vores kaffemaskine som jeg allerede dagen før har gjort klar. For at få vores kaffemaskine gjort “smart” måtte jeg koble en Philips Hue stikkontakt til. Det vil altså sige, jeg står op til lys som allerede er tændt og kaffen som allerede er lavet. Jeg skal ikke op og famle i mørket, klikke på kontakter, gøre bønderne klar og vente på kaffen er færdig inden jeg kan komme i gang med min dag.
Udover morgenrutinen, har jeg også sat vores Philips Hue system sådan op, at lyset automatisk tænder når solen går ned. Lyset tænder dog kun de steder hvor vi befinder os mest, så det vil sige køkkenet og stuen.
Er Philips Hue værd at investere i?
Personligt synes jeg på mange måder, at Philips Hue er værd, at investere i. At komme i gang med systemet i sit hjem, kan hurtigt koste mellem 2.000 og 5.000 kroner alt efter hvor mange pærer man vil have, samt hvad disse pærer skal kunne.
Hvis du kigger på mængden af strøm som anvendes til, at drive Philips Hue, så kommer du til at spare mange penge i forhold til de gamle glødepærer. Selve pæren benytter en smule strøm for at holde forbindelsen til Zigbee netværket, men dette er ikke rigtigt noget som mærkes. Udover strømmen, så har Hue pærerne også den fordel, at de holder op til 25.000 timer inden de skal skiftes. Med lidt hurtig hovedregning, vil du altså kunne have en pære de næste 5–7 år inden den skal udskiftes igen. Regner du sammen på de normale billige LED pærer som holder omkring 3.000 timer, så sparer du altså penge i sidste ende (Hvis du køber pærerne som kun kan dimmes, eller de som også kan vælge luminans).
Udover pærens levetid samt mængde strøm pæren anvender, så giver Philips Hue også lejlighed til, at du kan spare endnu mere strøm i hjemmet. Nu hvor du kan styre dine lys med stemmen, telefonen, tid eller sensorer samt at de kan dimmes, så har du mange muligheder for, at slukke lyset bag dig når du ikke længere befinder dig i et rum. I de fleste hjem vil man holde lyset tændt, fordi det jo alligevel ikke gør nogen forskel eller fordi man ikke gider, at slukke det. Men når lyset automatisk tænder og slukker, eller at det foregår ganske let, så har man også en større tendens til at gøre det. Eksempelvis kan du om aftenen når du sidder og ser fjernsyn, dimme lyset i stuen så du bedre kan se skærmen. Alene sådan en hændelse gør, at du har tjent penge og at Hue systemet tjener sit formål.
Hvis du er interesseret i selv, at installere Philips Hue systemet, så kan du kigge nærmere på det her: https://www.elgiganten.dk/brand/Philips%20HUE